Vandrepokaler

Flg. *(Almindelige punkter) skal overholdes, ved alle pokaler, hvis ikke andet er angivet:
1). Alle fisk skal være renset ved vejningen. Evt. rogn og lever må vejes med. Fisk til Årspokalen skal vejes urenset.
2). Man må kun fiske med en stang, og skal selv have arbejdet med fiskestangen under hele forløbet. Man må dog godt få hjælp, når fisken skal hales ind/op.
3). Der må max benyttes 1 pirk + 5 ophængere, eller 1 pirk + forfang med max 5 alm. kroge. Dette kalder vi (alm. grej).
4) Fisken skal være fanget i munden eller foran gællerne. Hvis der er mere end en person, der har pirk eller krog i samme fisk, er det den der har fanget fisken i munden eller foran gællerne, der har fanget fisken. Hvis to eller flere har fanget fisken rigtigt, er fangsten ugyldig.
5). Fortæl selv turlederen, når den første præmiefisk er fanget. Alle mindstemål skal naturligvis overholdes.
Klubmester pokalen:
»Stimen« sponsorerede denne pokal i 1990, der overrækkes ved den årlige Klubfestival, som er fiskeri fra båd.
For at vinde pokalen og de mange præmier, skal man være medlem af klubben, og have betalt fuldt kontingent i det pågældende år, da vi satser på pæne præmier. Hver deltager kan kun vinde en præmie ud over pokalen.
Det er bestyrelsen der år for år bestemmer hvilke metode der skal bruges til fordeling af præmier.
Pokal og præmier uddeles ved hjemkomsten, når vejning og udregning er afsluttet.

Sommerpokalen:
Dette er en nyindstiftet pokal. Pokalen uddeles ved et årligt arrangement, hvor vi slutter med et grill-arrangement. Turen er fiskeri fra båd. For at være med skal man være medlem af ”Stimen”. Pokalen bliver vundet af den person, som fanger flest kg fisk i samlet og renset vægt. Alle fisk tæller med, undtagen sild.
Vejning og overrækkelse af pokal, sker ved hjemkomsten, og inden vi skal spise.

Hornfisk pokalen:
”Stimen” sponsorerede i 1990 denne pokal, som et medlem af klubben kan vinde, hvis vedkommende fanger den største hornfisk fra kysten, det er tilladt at bruge waders og fiske med 2 stænger. Der må kun bruges grej med max 1 trekrog eller 1 alm. krog.
Hornfisk pokalturen afholdes i maj måned. Hvis der ikke bliver fanget hornfisk denne dag, vindes pokalen af den der fanger den største hornfisk, enten fra kyst eller båd, i tiden fra den 01/01 til den 31/07. Hvis det er fra båd må (alm. grej) også bruges. Husk mindst et klubvidne.
Pokalen bliver overrakt, enten ved afslutningen af denne tur, eller ved den ordinære generalforsamling.

Gedde pokalen:
H. Larsens Automobiler sponsorerede i 1995 denne pokal. Pokalen kan vindes, af det medlem, der i pågældende år (undtaget fredningstid) fanger den største gedde. Husk mindst et klubvidne. Fiskeriet kan enten være fra bredden eller fra båd.
Pokalen bliver overrakt ved den årlige ordinære generalforsamling.

Put and Take pokalen:
”Stimen” sponsorerede i 1992 denne pokal. Pokalen kan vindes af det af klubbens medlemmer, som fanger den største ørred, ved en årlig pokaltur til en Put and Take sø, hvor der er udsat ørreder til dette formål.
Der må max bruges en stang, og der fiskes efter søens regler.
Hvis der ikke bliver fanget nogen ørreder denne dag, kan arrangementet gentages, ellers vil pokalen først blive overrakt året efter, - normalt vil pokalen blive overrakt efter fiskeriets afslutning.

Havørred pokalen:
Fotograf Glennie Gregersen sponsorerede i 2000 denne pokal. Pokalen kan vindes, af det medlem, der i pågældende år (undtaget fredningstid) fanger den største havørred. Husk mindst et klubvidne. Fiskeriet skal enten foregå fra kyst , mole eller å.
Der må fiskes med 2 stænger og det er tilladt at bruge waders.
Pokalen bliver overrakt ved den årlige ordinære generalforsamling.

Års pokalen:
H. Larsens Automobiler sponsorerede i 1991 denne pokal. Pokalen kan vindes, af det medlem, der i pågældende år har
fanget den største fisk (undtaget fredningstid). Fisken skal vejes urenset og på en godkendt digital/elektronisk- eller en bismarcks vægt. Fisken skal omregnes efter klubbens omregningstabel.
Pokalen bliver overrakt ved den årlige ordinær generalforsamling.

Junior Pokalen:
”Stimen” sponsorerede i år 2001 denne pokal.
Pokalen kan vindes af alle medlemmer der er under 18 år i indeværende år, som har samlet flest point sammen. Man kan vinde 1 point ved at deltage på en tur, fra et specielt junior program, plus 3 point for at fange den største fisk, omregnet efter Omregningstabellen (mindstemål skal overholdes), og 2 og 1 point ved at blive nr. 2 og 3 på pågældende tur. Pokalen vil blive overrakt ved den ordinære generalforsamling.


Hvad er klubture og vidner:
En tur er i klubregi, hvis den er programsat i ”Stimens” turprogram, eller hvis 2 medlemmer, inden turen påbegyndes, har annonceret turen til, enten formanden eller formanden for det pågældende udvalg, og der inden 14 dage herefter, foreligger en fangstrapport til formanden.
Dette gælder for alle slags ture såsom: ”Store Bjørn”, chartrede både, private både, kyst-, sø- og å ture.

Hvad er et klubvidne?
Det er når et medlem fra klubben er med på fisketuren, som fisker eller man bare har set dig fange fisken.

Disse retningslinier er samlet og godkendt af bestyrelsen
den 13/06-01 og annullerer de gamle regler.

Retningslinierne er revideret og godkendt af bestyrelsen d. 1. august 2002.